Årgangsmesterskabet for juniorer blev afholdt i weekenden d. 21-22 september i Åskov Golfklub.
Sebastian Wiis, Camilla Wagtmann og Søren Lind deltog i turneringen, der spilles over 2 dage i slagspilsform, med 18 huller hver dag.
Efter lørdagens runde var det Søren, som viste rigtig godt spil, og lå på en delt 3 plads i par, 1 slag efter nr, 2 og 2 slag efter nr. 1.
Sebastian fik ikke spillet til at fungerer lørdag, og havde ikke søndag mulighed for, at spille om medaljer.
For Camillas vedkommende, var der kun 2 tilmeldt i hendes række. Efter en sæson plaget af ALT for mange skader og uheld var det en glad Camilla der mødte op, og hun nød at deltage i turneringer igen. Den lange skadespause prægede naturligvis spillet lidt, men dejligt for hende, at hun igen kunne deltage, det var meget tydeligt at se Camillas glæde.
Søndagens finalerunde skulle gå hen og blive særdeles spændende. Søren var 2 slag efter Aalborgspilleren Alexander Fich-Olsen.
Søren meldte sig hurtigt ind i kampen, da han efter 6 huller var 4 under banens par, med 2 birdies og
en eagle. Begge spillere sluttede samlet 1 under banens par, efter de 2 dages runder. Derfor skulle der omspils til, som Søren vandt - stort tillykke.