Oprindeligt var planen, at WHS skulle implementeres globalt pr. 1. januar 2020. European Golf Association (EGA) er imidlertid forsinkede med færdiggørelsen af den endelige version af systemet, som stadig ikke foreligger i sin helt endelige form, samt med færdiggørelsen af regler og principper for, hvordan man omregner fra det nuværende EGA-handicap til et nyt WHS handicap.
I erkendelse af forsinkelsen på snart et halvt år, har EGA denne sommer besluttet, at de europæiske lande frit kan vælge at implementere WHS i perioden fra 1. januar 2020 eller udskyde til 1. januar 2021. Det er denne sidste mulighed DGU nu har valgt at aktivere.
DGU har løbende fulgt processen fra EGA, og har kunnet se udfordringerne med at nå at teste teknikken og især udfordringerne med at nå at klæde klubber og klubbernes handicapansvarlige på i en sådan grad, at de vil kunne svare tilfredsstillende på spørgsmål fra medlemmerne, samt bruge systemet til deres arbejde med administration af medlemmernes handicap.
Med de udfordringer som processen har haft indtil videre, har DGU også været bekymret for at komme til at fungere som testland for de børnesygdomme, som utvivlsomt vil opstå. Da der nu er åbnet mulighed for at udskyde implementeringen, vurderes det at blive en stor fordel at vente og drage nytte af andre landes erfaringer i løbet af 2020.
Dansk Golf Union prioriterer meget højt at skabe en så gnidningsfri proces som overhovedet mulig for de danske golfspillere og golfklubber og udskyder derfor overgangen til 1. januar 2021.
“Vi frygter, at en presset overgang til et helt nyt og anderledes handicapsystem vil have stor betydning for dagligdagen i golfklubben og resultere i frustration for både ansatte og frivillige, samt golfspillere i de danske golfklubber. Det er en risiko, vi ikke ønsker at løbe, når der nu er åbnet for en anden og i vores øjne mere tilfredsstillende implementeringsdato” siger Morten Backhausen, direktør DGU.
DGU er klar over at denne udsættelse rejser en hel række spørgsmål som klubberne og klubbernes handicapansvarlige gerne vil kunne svare på. Der vil blive arbejdet på højtryk for finde svar til disse spørgsmål, samt at komme med en mere detaljeret plan for, såvel hvad der skal ske i overgangsåret 2020, som hvordan undervisning mm. vil blive planlagt i løbet af 2020.