En meget stor del af snakken henover spisebordet handler om golf, når familien Elkjær er samlet – Familien nyder nemlig i den grad den mulighed golfspillet tilbyder, hvis man på tværs af flere generationer ønsker en fælles idræt, som kan forene familien.
Golfspillet har totalt fortrængt både fodboldspillet og håndboldspillet, som tidligere var familiens store interesse.
Som repræsentant for den ældste generation blev Gert medlem i Odder golfklub i 2005, og i flere sæsoner herefter var der ikke et eneste græsstrå på banen, som ikke var blevet betrådt af Gert og svoger Bjarne.
Gert’s kone – Susanne – blev medlem i 2010, mens barnebarnet Emil startede med golfspillet 2014, og da Emils mor – Camilla – blev medlem i 2017 var alle tre generationer repræsenteret. Og så skal det for en god ordens skyld nævnes, at man på medlemslisten i Odder Golfklub også finder Emils lillebror – Frederik og Emils far – Jesper.
Camilla på teestedet.
Da Camilla blev medlem skete der det, der ofte sker – når sønnen spiller fra morgen til aften, bliver mor involveret i foreningsarbejde, og der er altid brug for flittige hænder i det arbejdssomme juniorudvalg i Odder Golfklub – man må indrømme, at golfspillet engagerer på alle planer.
Emil stiftede bekendtskab med golfspillet, da han besøgte Odder Golfklub i forbindelse med det årlige åbent hus-arrangement i slutningen af april. Emil fortæller, ”da jeg så Charlie ramme bolden, var jeg sikker på, at det skulle jeg også prøve”.
Og det blev til lidt mere end bare at prøve, i dag er Emil et af Odder Golfklubs største juniortalenter.
Emils flair for spillet har bragt familien rundt i det meste af landet. Der er blandt andet blevet spillet i Nivå, Åbenrå og i Roskilde. Og som noget lidt specielt blev turen til Roskilde Golfklub suppleret med et besøg i Roskilde Domkirke. Hertil siger Susanne ”Nu er det faktisk ikke sådan, at vi bruger meget tid på besøg i kirker, men når vi nu var i Roskilde, så var det da meget interessant” – Ja golfspillet har mange sideeffekter og finesser.
Men det er ikke kun familiens ”junior”, som deltager i turneringer rundt om i landet. Gert og Susanne deltager hvert år i en turnering i Odense – en såkaldt ægtepar-turnering. Denne turnering er blevet særdeles populær, og oftest deltager op til 10 ægtepar fra Odder Golfklub i denne turnering.
Det er dog ikke kun i det daglige golfen fylder. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, forsøger familien også at finde plads til et par runder golf, når der holdes ferie, og senest er golfkøllerne blevet luftet i forbindelse med en ferie tur til Thailand.
Gert, Emil og Susanne sammen med tre lokale caddier
Familien Elkjær holder sig ikke tilbage, når der skal uddeles præmier. Ved de seneste klubmesterskaber var der 1. præmie til både Gert og Susanne, mens der var en 2. plads til Emil i juniorrækken.
For Emils vedkommende kan det - når vejret tillader det - sagtens blive til et besøg på golfbanen på alle ugens 7 dage, men som han siger: ”jamen rigtig mange af mine venner er jo på golfbanen, så det er da helt naturligt”. Og selvfølgelig skal konfirmationsfesten i 2020 holdes i restauranten i klubhuset, og hvis politimesteren ikke ”er meget på tværs”, skal transporten fra kirken og til festen foregå i en ”golfbuggy”.
Men slutteligt løfter familien Elkjær en forsigtig advarende pegefinger. Det kan nemlig være ubehageligt vanedannende at spille golf, men hvis tiden, lysten og interessen er der, så findes der ikke noget skønnere end 4 til 5 timer i den friske luft sammen med familien, og dette uafhængigt af, om man er ung, ”på den rigtige side af de 60 år” eller midt i mellem.